Stadigt flere unge slås med depression, angst og stress. En fremrykket integreret indsats skal øge de unges livsmestring og trivsel. Og dermed deres mulighed for at påbegynde og fuldføre uddannelse eller få et job.
Klinisk Socialmedicin & Rehabilitering i Region Midtjylland og 4 kommuner går de næste tre år sammen om at udvikle en ’Integreret Uddannelses-/Beskæftigelses- og Behandlingsindsats til Unge 18-30-årige med depression, angst og stress’ – i daglig tale IBBU. I alt 300 unge vil på baggrund af en sundhedsfaglig udredning blive tilbudt indsatsen.
Sundhedsindsatsen skal understøtte beskæftigelsesindsatsen
Sundhedsfagligt personale – care managere – vil rykke ud i jobcentrene. Her vil de indgå i et makkerskab med ungerådgivere i den kommunale ungeindsats og superviseres af regionens specialistpsykologer. Makkerskabet skal sikre, at sundhedsindsats og uddannelses-/beskæftigelsesindsats integreres, så de unge både modtager den relevante behandling og holder fast i – eller kommer godt i gang med – uddannelse og job. Sammen med den unge lægger care manageren og ungerådgiveren en fælles plan, som omfatter mål og delmål for behandling samt uddannelse og/eller job.
En ny metode på solidt fagligt grundlag
IBBU-indsatsen trækker på den mest opdaterede viden på området samt en række metoder og redskaber, som er udviklet i tidligere integrerede beskæftigelses- og behandlingsprogrammer for dels alvorligt psykisk syge og dels sygedagpengemodtagere med angst, stress og depression.
Projektet er støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond og sker i et tæt samarbejde mellem Klinisk Socialmedicin og Rehabilitering, Region Midtjylland og 4 kommuner. DISCUS er medinitiativtager og understøtter implementeringen af projektet.
Projektet løber frem til september 2023 og skal, hvis alt går vel, fortsætte i de 4 kommuner og udbredes til flere af landets kommuner.
Læs pressemeddelelse om projektet
Kontakt Iben Krarup Grønbæk, hvis I ønsker at udvikle eller implementere tværsektorielt samarbejde i jeres organisation.